Børn vil gerne være sammen med deres venner efter skoletid, når der er noget sjovt eller interessant at lave
Klub for mellemtrinsbørnene på Lilleskolen
Denne artiklen er skrevet af Inger Kvist, lærer fra 1985 og skoleleder 1995 - 2022
I 2016 varslede Odense kommune, at klubtilbuddet for 4. – 6. klasse ville ophøre den kommende sommer. Børn i 4. klasse ville herefter blive en del af folkeskolens SFO, mens der for 5. og 6. klasse ville blive lavet nogle få opsamlingsklubber spredt rundt omkring i Odense.
Hidtil havde Lilleskolebørnene gået i klub på Hjalleseskolen, men det var slut nu og hvad så?
Skulle vi til at lave klub? Havde vi overhovedet mulighed for at lave et godt klubtilbud til vores børn, som ikke bare var pasning og opbevaring? Hvor skulle vi gøre af dem? Hvad skulle de foretage sig? Pris? Bemanding? Ville børnene overhovedet gå i klub? Ville forældrene betale?
Der måtte en pædagogisk aften til med deltagelse af hele bestyrelsen, hvor vi kunne endevende, udtænke og drøfte ideer, muligheder og udfordringer. I fire blandede grupper bestående af både lærere, pædagoger og bestyrelsesmedlemmer fik vi grundigt taget hul på mål, opgaver, aktiviteter, fysisk placering, personale, struktur og samarbejde. Selve værdierne og det pædagogiske grundlag skulle vi ikke drøfte. Det var, og er, jo det samme som for resten af Lilleskolen.
Vi blev enige om at starte klubben med base på mellemtrinsgangen plus 4. klasses lokale. Derudover måtte klubben dele boldbanen, haven og faglokalerne (hal, billedkunst, musik og køkken) med SFO-en, hvilket naturligvis krævede en del planlægning i hverdagen. Vi var også enige om, at der skulle en uddannet pædagog til med hovedansvar for klubben, plus en medhjælper eller to alt afhængigt af antal tilmeldte børn – og dermed økonomien. De klubansatte skulle høre til SFO-teamet, men også samarbejde med mellemtrinslærerne. Klubbens indhold og aktiviteter skulle børnene løbende være med til at finde på og beslutte. Men det hele skulle ikke være planlagt. Der skulle også være masser af tid til fri leg og mulighed for forstærke eller knytte nye venskaber og fællesskaber. Dét var nok det vigtigste.
Nu blev det spændende, om der blev tilmeldt nok børn til at drive en klub – både pædagogisk og økonomisk. Første år var der 28 børn tilmeldt fra 4. og 5. klasse, og vi kom godt fra start. Næste år var der 46 børn, for en del af børnene i 6. klasse havde ikke tænkt sig at gå ud af klubben. Nu har vi godt 65 børn i klubben fra 4. til 6. klasse hvert år, hvilket er næsten alle børn på mellemtrinnet.
Børn vil gerne være sammen med deres venner efter skoletid, når der er noget sjovt eller interessant at lave. Og, ikke mindst, når der er nogle voksne at være sammen med, som tager dem alvorligt, som er til at snakke med om alt muligt, som kan noget de gerne vil lære, og som nogle gange kan drille og lave sjov.