FORÆLDRE PÅ LILLESKOLEN

Beretninger gennem årene fra forældre på Stærmose Lilleskole og Lilleskolen Odense

Som forælder og bestyrelsesmedlem på skolen gennem 15 år, har jeg været vidne til, og medskaber af, en skole der står stærkt på sine værdier.

Jeg vil gerne gå helt tilbage til dengang, vi indskrev vores første barn på Lilleskolen. Hvorfor gjorde vi egentlig det?

Vi søgte en skole, som vægtede at uddanne hele mennesker. Altså ikke kun mennesker, som ville blive dygtige til matematik, stavning eller idræt, men uddannelse af mennesker, som kunne vokse op og både være fagligt dygtige i de klassiske skolefag, men som også ville have forståelse for kunst, æstetik, musik, politik, andre samfund/lande og sidst men ikke mindst kende til fællesskabets kraft. 

Alt det har vi fået indfriet. Vi har set to unge mennesker forlade Lilleskolen og bruge alle disse kundskaber i mødet med andre mennesker, uddannelser og på rejser. Vi har også set dem blive frustrerede, når de mødte stive samfundsnormer og skolesystemer, hvor der stadig findes undervisere, der tror på udenadslære, uden kobling til en forståelse af, hvor denne viden rent faktisk kommer i spil i det rigtige liv. Men mest af alt har vi set dem tage værdierne med om fælleskab, sansen for kunst og æstetik, evnen til at debattere og forholde sig kritisk og troen på, at når du møder et fremmed menneske, så kan du lære noget af mødet. Vi glæder os ikke til at sige farvel til Lilleskolen, men vi glæder os over, at barn nummer 3 på et tidspunkt også forlader skolen med en rygsæk, der vil være fyldt op af faglig viden og gode værdier, som vil få en kæmpe betydning i det videre liv.

Bestyrelsesarbejdet
Som bestyrelsesmedlem har de sidste 10-15 år været meget spændende. Vores bygningsmasse er vokset og moderniseret, have og legeplads står for som det næste, og vi har været enige om, at en kontinuerlig udvikling af disse ting, også er et vigtigt element i at drive en attraktiv Lilleskole.

Men jeg vil gerne fremhæve, at også når det gælder disse ting, så tages der udgangspunkt i skolens værdier. Da vi skulle i gang med at bygge om på skolen, i undervisningslokalerne og tilføje et nyt faghus, så var første skridt ikke at kigge på økonomi, placering af bygninger eller måle op til hvilke vægge der kunne flyttes eller brydes ned. Sammen med medarbejdergruppen og skoleledelsen tog vi i bestyrelsen hul på en diskussion om, hvilken slags undervisning vi ønskede at bedrive –altså med udgangspunkt i børnene, pædagogikken og værdierne først. Hvis vi ønsker fælleder, både fagligt, kunstnerisk og socialt, hvordan ser et klasselokale, en gang, en fritter eller et faglokale så ud? Det blev til spændende diskussioner, inspirationsture og møder med arkitektfirma, og mundede ud i en helhedsplan, hvor vi gennem årene er kommet i mål med flere delelementer, og jeg er sikker på at de sidste nok skal nås inden for en overskuelig fremtid.

At skolens værdier står skarpt og tages i brug, er der flere eksempler på. For hvad gør man som Lilleskole når regler, rammer og lovgivning ændrer sig i samfundet og får betydning for skolen? Da der fx blev indført forårs SFO i Odense Kommune, blev vi som skole tvunget til at forholde os til dette og finde en løsning. I stedet for at fokusere på det negative (vi synes som bestyrelse ikke på det tidspunkt at forårs SFO var noget at råbe hurra for), så kiggede vi på mulighederne. Når vi nu SKAL lave forårs SFO, hvordan får vi så lavet det med høj kvalitet og fokus på at lave en tryg og god skolestart for børnene, som tager udgangspunkt i skolens værdier, og at vi gerne vil byde nye familier ordentlig indenfor i vores fællesskab. I dag synes jeg, at forårs SFO ́en har stor betydning på Lilleskolen, og jeg er sikker på at mange familier oplever det som en rolig og blød start ind i et fantastisk skoleliv.

Demokratiforståelse
I Lilleskolens demokratiskrift står der ”På Lilleskolen har alle – børn, ansatte, forældre, bestyrelse og skoleleder – retten til at tænke nyt, stille spørgsmål, stille forslag eller tage initiativ. Men retten i sig selv skaber ikke skole. Det sker kun ved at nogen vitterligt tænker, taler og handler – kort sagt bruger friheden”.

For mig ligger der et kæmpe ansvar i dette. Et ansvar som vi skal tage alvorligt. At man må tale, tænke og stille spørgsmål forpligter. Der er mange i denne verden, som taler og stiller spørgsmål uden reelt at være interesseret i at få et svar eller blive præsenteret for en anden holdning. Derfor skal vi som skole holde fast i den demokratiske dialog, hvor vi både taler, tænker, men især også lytter, inden vi vurderer og svarer tilbage. Hvis vi kan give vores elever denne gave med ud i verden, så har vi bedrevet noget af det fineste arbejde, man kan gøre.

På Lilleskolen har jeg været vidne til børn og unge, som er vokset op med forståelsen af en skole og et fællesskab, som er funderet i dette demokratiskrift. I de vigtige dannelsesår er de blevet mødt med lydhørhed, når de har argumenteret, fx dengang nogle elever protesterede og foreslog at klubben skulle udvides. Det er ikke ensbetydende med, at de altid får ret, men de er vant til at blive hørt og respekteret for deres holdninger, og jeg er imponeret over de lærere og pædagoger, som hver dag træder ind i et klasseværelse og møder vores børn og unge med denne tilgang.

Som bestyrelse har vi altid forsøgt at leve op til værdierne om at tale, tænke, lytte, stille spørgsmål og tage initiativ. I mine mange år i bestyrelsen har vi ikke altid været enige i alt, men vi har aldrig stemt om noget, for vi har altid talt os frem til løsninger og kompromiser. Det er jeg ret stolt af.

Vi har som bestyrelse også altid gjort en dyd ud af at blande os i Lilleskoleverdenen og har deltaget i træf for skoleledelser og bestyrelser fra lilleskoler i Danmark. Det har givet inspiration og nye ideer, men det har også givet os et indblik i, at selv på lilleskolerne kan bestyrelsesarbejdet køre af sporet, og vi må derfor aldrig tage det for givet, at vores bestyrelse fungerer godt – vi skal holde fokus på at tale, tænke, lytte, stille spørgsmål og tage initiativ. Med 1 år tilbage på skolen, og dermed også i bestyrelsen, vil jeg ønske, at den fine tradition for et respektfuldt og driftigt bestyrelsessamarbejde holdes i hævd mange år ud i fremtiden.

Hvorfor Lilleskolen?
Vi, Winnie og jeg havde begge kendskab til Lilleskolen gennem vores arbejde som hhv. pædagog og pædagogmedhjælper. Winnie havde arbejdet sammen med Kirsten og jeg havde passet Kirstens ældste barn, Nicolai i børnehaven. Ved en tilfældighed i vores søgen efter en skole til vores første barn, træffer vi Kirsten i Dalum og taler skole. Hendes ældste barn Nicolai gik på Lilleskolen Odense, hvilket hun var meget glad for.

Vi fik en aftale med Lene i indskolingen og en fremvisning af skolen, som dengang ikke var meget mere end hovedbygning med to sidelænger, som nærmest stadig var en stald, samt den sidste længe hvor salen var. Det så ikke ud af meget i forhold til mange af de andre moderne skoler, vi kunne vælge. Til gengæld faldt vi for pædagogikken, menneskesynet og den store have og udenomsplads og ikke mindst personalets imødekommenhed. Vi vidste det ikke kommer an på de fysiske rammer, om læringen bliver god, men at det handler om de mennesker, der er til stede og deres engagement og kvalifikationer.

Børnene
Vores første barn Jakob starter på skolen i sommeren 1997 i Regnbuen med 11 andre børn. Det er den anden klasse på skolen, som ikke er slået sammen med andre klassetrin. I 1999 starter vores andet barn, Malthe, i Nordlys. Der er nu ca. 17-20 børn i klassen. I år 2003 starter Jonathan i Bifrost, og nu er alle klasser begyndt at være helt fyldt op. De tidligere elever og familier er nu ved at være selvforsynende med søskendebørn, og der er færre pladser til familier “ude fra”. 

I året 2008 starter Asta, vores første pige, i Regnbuen, som i 2012 får følgeskab af Sigrid, som starter i Cassiopeia. Det bliver til 25 år, alt i alt, vi har børn på Lilleskolen uden afbrydelser. Flere perioder med tre børn i hver sin klasse. Dette har også bevirket en vis logistik og samarbejder med deres lærere, at der ikke blev afholdt forældrearrangementer og skole/hjemsamtaler på samme datoer.

Hverdagen
I de første år, måske 5 år, vi var forældre på skolen, var der mange praktiske opgaver, der forventedes, at forældrene og børnene udførte. Der var op til flere weekender om året, der skulle bruges på rengøring af klasselokale, indgang og fællesarealer, som på det nærmeste mest mindede om en stald, køerne nærmest lige havde forladt. Gulvene var på ingen måde mulige at vaske og holde rene, idet det nærmest var et lergulv. Allerede dengang i 1999 var der forbud mod at have sko på indendørs. Det var bare det, at gulvet aldrig kunne rengøres ordentligt, så ungerne altid havde møgbeskidte strømper. Ligeledes var der arbejdslørdage, hvor forældrene stillede op til at klippe hæk, ordne have og reparationer af bygninger, samt opsætte legeredskaber. 

I den forbindelse byggede jeg en gang en “Hjaltehytte”, der hvor hallen i dag står. Den blev siden hen døbt om til “Keldehytten”. Børnene fik siden hen, når de blev ældre, rengøringsopgaven på skift, som skulle udføres i weekenden. Kvaliteten af rengøringen var selvfølgelig svingende. Når der var arrangementer på skolen, er det stadigvæk i dag, forældre eller børn der bager kager, som der kan sælges af. Som årene gik, og der kom flere og flere børn til Lilleskolen, ikke bare vores egne, fik skolen en bedre økonomi, og de praktiske opgaver kunne nu udføres af rengøringspersonale og en ansat pedel.

Anekdoter
“Kæp over hæk”. Ja, hvad betyder det? Før der kom en hal og boldburet, var der en stor boldbane og denne var omgivet af en lavtvoksende hæk, ca. en meter høj. Jakob, vores ældste, som startede i 1997, var vild med at spille fodbold. Når man spillede fodbold og var på hold, var det lige meget, om man var en af de store drenge eller fra de mindre klasser. Man mødtes i frikvarteret omkring fodbolden og spillede mod hinanden med al sin passion og interesse, fordi det var fedt. Til tider skete der så det, at bolden blev skudt ud af fodboldbanen og ud på vejen og skulle hentes tilbage......Jakob havde af sine klassekammerater fået kælenavnet “Kæp” af en eller anden grund. Når så bolden fløj over hækken, blev der kaldt “Kæp over hæk”, og Jakob blev sendt af sted for at hente bolden. Flere år efter at Jakob ikke spillede fodbold, hvilket han gjorde hvert eneste frikvarter i mange år, brugte de nye børn stadig udtrykket “Kæp over hæk”, når bolden skulle indfanges.

“Malthe huset” Vores børn har altid skullet transporteres med skolebus til Lilleskolen. Da valget faldt på Lilleskolen i 1997, boede vi mellem Bellinge, Brylle og Brændekilde. Vi skulle derfor finde et sted at bo i forhold til busruten, der kørte og samlede børn op på vej til Lilleskolen. Valget blev køb af et lille hus på Ejby Kirkevej. Efter 3 år købte vi i sommeren 2000 et andet hus i Skibhuskvarteret med bevidstheden om, at der ikke var så langt til busruten på Kochsgade. Vi rettede faktisk henvendelse til Inger, om ikke skolebussen kunne omdirigeres til at køre ad Skibhusvej til skolestarten i august måned, hvilken den blev. 

Det var så ikke kun pga. os, men fordi der var flere elever, der kom fra Skibhuskvarteret. Ruten blev ikke ad Skibhusvej, men Marienlystvej, hvor vi boede. Stoppestedet var dog ikke lige ud for vores hus, og Jakob og Malthe måtte gå de 500 meter til enden af Marienlystvej ved Damhusvej, hvor stoppestedet var. Det var ligeså på hjemturen. Der var bare det, at efter stoppestedet Marienlystvej/Damhusvej, kørte bussen lige forbi vores hus 500 meter længere nede af vejen. Det, syntes Malthe, var for tåbeligt, at han skulle stå af og gå de sidste 500 meter, når nu bussen alligevel kørte der forbi. Malthe fik overbevist chaufføren om at stoppe lige ud for huset, så han kunne blive sat af der. Sidenhen da, da vores næste børn Jonathan, Asta og Sigrid kørte med skolebussen, er de altid blevet sat af ved “Malthe Huset”.

Stjernestunder
Ud over fokus på de traditionelle fag, som der skal undervises i på skolen, har vi oplevet et engagement fra vores børn, når det drejer sig om musical og musik. Hjemme i vores familie taler vi stadig om dengang, Jonathan og Benjamin gav den som to Thyborøn-fiskere, som sidder på en bænk i et meget afsides område af Nordvestjylland. Her er der ikke meget andet at holde øje med end den Puch Maxi eller traktor, der nu kører forbi denne dag. De spiller scenen så pokkers godt, at den stadig lever på skolen hos enkelte lærere og selvfølgelig forældrene.

Ligeledes gælder det for vores to piger Asta og Sigrid, som har kastet sig over musikken. De har deltaget i lillekor, juniorkor, duosang og musical. De har qua deres mod og opbakning fra deres lærere troet på sig selv og ønsket at udleve deres drøm om at optræde og udvikle sig via musikken. Det har givet dem en ballast i livet for altid. Det er lige præcis det, Lilleskolen kan. Nemlig at dyrke musiske og kreative fag på en måde så det kommer børnene til gode i deres udvikling af selvtillid og selvværd på en anden måde en lige de gængse fag som matematik, dansk og historie.

Kan den noget specielt, Lilleskolen?
Vi som forældre ser i dag, at Lilleskolen har været med til at danne og forme vores børn til kompetente medborgere med sociale og analytiske evner, samt gå-på-mod og tro på det gode i den anden. Vores børn er glade, omsorgsfulde og selvstændige, og vi oplever, at de bliver værdsatte i andre sociale og uddannelsesmæssige sammenhænge med den grundskoleuddannelse, de har med i rygsækken.
Undervejs i formidlingen af det gængse pensum, har vi set en kreativ måde at formidle stoffet på. 

Det sker ved learning by doing ude i naturen, når der er skovskole, det sker på lejrtur på Sydfyn, og det sker på lejrtur i udlandet, hvor man indkvarteres privat sammen med en anden elev – inkluderet en sprogbarriere. Her kommer man ud på tynd is, men ikke mere end man har en livline til sin lærer, der er med på turen til at hjælpe, når det bliver svært.

Det har igennem alle 25 år været den rigtige skole for vores vedkommende, og vi ser frem til 50-års jubilæet sommeren 2024.

En STOR tak.

Da vi skulle vælge skole til vores ældste barn, var der mange overvejelser på spil. I løbet af vores ældste barns første leveår, havde det vist sig, at han i særlig grad havde brug for at have relationskompetente voksne omkring sig. Det var tydeligt for os, at vores barn kunne lære og udvikle sig, når de mennesker, der var omkring ham, så ham som den følsomme dreng, han var.

Vi var sikre på, at den lokale folkeskole ville være for stor og uoverskuelig som rum for vores drengs læring og sociale udvikling. Vi var rundt på forskellige privatskoler i Odense. For vores familie var det også vigtigt, at der ikke kun blev lagt vægt på det fag-faglige. For os var det mindst lige så vigtigt, at det blev italesat, hvordan der blev arbejdet med de musiske fag og i særlig grad med det sociale fællesskab.

De sidste to skoler vi besøgte, var Rudolf Steinerskolen og Lilleskolen. Vi besøgte de to skoler den samme dag. Vi var ved at være modløse, for egentlig havde vi sat vores lid til Steinerskolen med den særlige pædagogik. Det føltes bare ikke rigtigt, at vores barn skulle passe ind i Waldorfpædagogikken og ikke omvendt. Lilleskolen var den sidste privatskole, vi besøgte.

Allerede, da vi trådte ind på gårdspladsen på den gamle røde gård, kunne vi sænke skuldrene. Atmosfæren var varm. Elever hilste på os, og en af de ældste elever viste os hen til Ingers kontor, og stille og roligt bredte lettelsen i os. Vi fortalte om vores følsomme søn, og de rammer han havde brug for, for at kunne udvikle sig. Det føltes bare rigtigt. Vi blev mødt af en varme og interesse, der gjorde os trygge ved, at vi kunne samarbejde med Lilleskolen omkring vores barn. Det, der gjorde udfaldet for os var, da Inger sagde, at på Lilleskolen var det vigtigste børn kunne få med, at være glad for at være lige præcis det menneske, de er.

Vi valgte at sende alle vores børn på Lilleskolen. Den første fornemmelse af, at det var det rigtige valg, blev bekræftet i løbet af de mange år, vi havde børn på skolen. Den varme, anerkendelse, kreativitet og faglighed, der har været rammen for vores børns læring på Lilleskolen, har givet dem en solid grunduddannelse og vigtigst: de kender sig selv og deres værdi som mennesker.
Som familie er vi rørt over, at vi stadigvæk bliver fulgt af Sus. Det er et vidnesbyrd om kulturen på skolen.

Kære forældre
Lilleskolen er vores allesammens ... pas godt på den.

Jeg har haft fornøjelsen, at følge mine to drenge Villads (Bifrost) og August’s (Venus) skoleliv på Lilleskolen siden 2003, hvor Villads startede i børnehaveklassen. August afslutter 9. Klasse til sommer og jeg takker af efter næsten 10 år i bestyrelsen.

Jeg kan ikke udtrykke min glæde nok over det samarbejde, vi har haft med skolen. Både som forældre og som bestyrelsesmedlem. Og jeg vil derfor opfordre nuværende og kommende forældre til fortsat at støtte op om det gode samarbejde, som er afgørende for at skolen kan oppebære det høje niveau som kendetegner skolen i dag.

Skolens ledelse og personale har formået at føre skolen gennem en stor udvikling på alle områder, og vi vil fremover se Lilleskolen udvikle sig for at kunne matche samfundsudviklingen, og for at efterleve skolens egne visioner.

Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af skolen og har ansvaret for skolens økonomi og drift. Derfor er bestyrelsen en vigtig part i skolens virke, og det er her, der træffes beslutninger om de tiltag ledelsen fremsætter. Det er i praksis forældrene som udgør bestyrelsen, sammen med vores skoleleder, Inger.

At sidde med omkring bordet sammen med vores skoleleder Inger, personale repræsentant Susanne og de andre forældre betyder, at man får indsigt i, og indflydelse på de væsentlige beslutninger der træffes i forhold til vores børns leg, læring og dannelse i deres skoletid. Samtidig opleves hvordan den demokratiske proces udspiller sig på bedste vis i et forum, hvor forskellige meninger finder fodslaw i fælles interesse.

Det er noget af det mest relevante og meningsfulde jeg har brugt min fritid på i mange år!

Med ca 8-10 møder om året har det tilmed været meget overkommeligt, også selvom jeg har skrevet ca 70 referater pt., som har været værdsat af mange forældre, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer selvfølgelig ;-)
Jeg har tilmed fået metieren ind under huden, som en kompetence jeg ikke havde tidligere, og så har jeg med god samvittighed kunnet overlade forældreråds opgaverne til de andre forældre i mine drenges klasser :-)

Jeg ønsker Lilleskolen alt det bedste fremover, og håber at I vil bakke op om den kommende generalforsamling, så bestyrelsen kan forblive fuldtallig, til gavn og glæde for vores dejlige skole og vores børn.

For mig var det en del af en livsstil og en udvikling for hele familien at være en del af Lilleskolen fra sidst i sidste del af 80’erne og 10 år frem.

Jeg får tanker lidt i retning af ”Den lille prins” – ham fra en anden planet, der på sin DANNELSESREJSE rundt i universet blandt andet lærer KÆRLIGHEDEN og LIVET at kende og konkluderer, at det er kun med HJERTET, man kan se klart, og det væsentlige ofte er usynligt for øjet.

Den lille prins møder også ræven, der ikke kan lege, fordi den ikke er gjort tam. Den lille prins spørger, hvad det betyder at ”gøre tam”. Ræven svarer: Det er noget, man i al for høj grad har glemt. Det betyder at KNYTTE BÅND.

Hvordan finder man med hjertet en god skole til sine to børn – en hvor man også lærer at knytte bånd, lærer livet og kærligheden at kende + alt det andet?

Jeg havde aldrig været i tvivl, før mine børn nærmede sig skolealderen: Mine børn skulle i den danske folkeskole. Jeg var stolt af at leve i et demokratisk land, hvor alle børn har fri adgang til at gå i folkets skole. Hvis folkeskolen ikke var god nok, måtte vi være en aktiv del af, at få den gjort god nok. Men det gik op for mig, at mange folkeskoler, - også dem i vores lokalområde - på mange måder var nogle ret stive størrelser, og at det i øvrigt slet ikke var muligt at vælge folkeskole. Hvilken skole barnet skulle på var bestemt ud fra ren geografi (bopælsadresse). Det var også næsten umuligt at komme i dialog med skolen om min ældste drengs særlige udfordringer inden skolestart.

Det blev mere og mere tydeligt, at hvis man ledte efter en skole, hvor der blandt andet var vægt på relationer, rummelighed og individualisme, var folkeskolen ikke det indlysende førstevalg. Vi ledte efter en skole med et mere nuanceret familie- og børnesyn, og hvor der var lydhørhed, åbenhed og bevidsthed om, at ikke alle børn lærer lige hurtigt eller på samme måde. 

Vi ville gerne have fokus på, at der er mange måder at udtrykke sig på og mange måder at lære andre mennesker, kulturer, sprog og verdener at kende på - det var væsentlige værdier for os. I folkeskolen var der i øvrigt indført stive tests og ekstraundervisning, hvis man ikke klarede de fastsatte tests. Dette system var ikke tillokkende for os.

På Lilleskolen fandt vi højt til loftet, kreativitet, musik, store udenomsarealer og et sted, hvor man mødte barnet i øjenhøjde og med blik for større sammenhænge. Her var fællesskaber, vi hjalp hinanden og talte om tingene. Ordet fra frit, og selv om vi talte meget, var der ikke nødvendigvis langt fra ord til handling. ”Læring” var et meget brugt ord, hvorimod ”indlæring” var et af de få ord, jeg husker som et fyord.

Lilleskolen var langt forud for sin tid og dermed også folkeskolen i forhold til læring og individuel undervisning. Der gik børn fra flere årgange og med vidt forskellige forudsætninger i samme klasse. De fik mange af de samme oplevelser, lærte forskelligt af dem, og der var forskelligt undervisningsmateriale til forskellige børn.

Der var øje for, at børn (og familier) havde forskellige kompetencer, og det var forskelligt, hvad der bidrog til deres udvikling. For eksempel var min ældste søn, Daniel, hverken klatremus eller fodbolddreng og trivedes kun begrænset i udendørsleg med klassen, men i musikrummet, hvor de store klasser tilbragte frikvartererne, var han i sit es. Det de store børn gav ham, har været en meget vigtig del af hans personlige og musiske udvikling og er en væsentlig del af ham, også her mere end 30 år efter.

Hverken rengøring, malerarbejde eller bestyrelsesposter var noget, der umiddelbart lå til mit højre ben eller gav mig livsmod og livsglæde. Men jeg har alligevel haft mange skønne stunder på Lilleskolen med kost, spand og malerpensel. Jeg har lært rigtig meget om mennesker, samarbejde, tillid og mod ved at være bestyrelsesmedlem, ved at være med til at flytte skolen fra Stærmose ved Tommerup til Hjallese i Odense, være medkautionist, være med på lejrskole i Nordnorge og som bestyrelsesformand i en kort periode.
I øvrigt var det ikke ”kun” børnene der blev inspireret og opmuntret til at optræde, det gjorde vi forældre også. 

Dele af bestyrelsen og lærerstaben lokkede også mig langt ud over min komfortzone. Jeg husker blandt andet, at jeg lod mig klæde ud og optrådte som kulturminister Grethe Rostbøll og klippede den røde tråd over, da vi indviede skolen i Odense efter at have flyttet den fra Tommerup.

Som mor, menneske, tidligere forælder på Lilleskolen, - bestyrelsesmedlem m.m. er jeg taknemmelig over vores tid på Lilleskolen og over at have været vidne til skolens og de unge menneskers fantastiske udvikling.

Ligesom den lille prins, har jeg lært meget og vil takke for den måde Lilleskolen har været en konstruktiv og givende del af mit og min families liv.

En særlig tak til Niels, Inger, Susanne, Poul, Else, forældre og børn både i mine børns klasser og på hele skolen.

Jeg ønsker alt godt for skolens fremtid