Film

I overbygningens koncept 1985-1994 blev skoleåret delt i to semestre:  

Eferåret, hvor vi i fire-ugers perioder rejste, lavede teater, film og spillede musik. 24/7 om  nødvendigt.  

Foråret, hvor der udelukkende var prøvefagene dansk, engelsk, matematik og tysk på programmet. Rejserne, Teater og Musikken er beskrevet andetsteds.  

Hensigten med at lave henholdsvis film fire uger i streg, var at skabe et miljø, hvor de kreative processer fik et større spillerum i sammenhængende forløb – uden lektions-opdelinger og  lovmæssige skolefag overhovedet. 

De fleste af os kender magien og fortryllelsen fra biografens mørke – eller TV-stuen. At leve sig ind i  dramaer, kærlighedshistorier, eventyr og sci-fi på film og i TV serier. Blive opslugt, forfærdet,  målløs, føle empati og distance, græde, grine, blive vred, angst, glad og lykkelig over de eminente  skuespilkarakterer, det overraskende plot, den ukendte musik, mystikken etc. Hele spektret af menneskelige følelser kan udløses af film – af enhver slags, afhængig hvem man  er. 

Noget helt andet er det at LAVE film.  

Anderledes krævende og meget mere omfattende.  

Umiddelbart er det jo bare at trykke på optageknappen og vups har man en god film, hvis bare alt  det øvrige virker og går som forventet.  

Men det er en langvarig, teknisk- og fortællermæssigt svær og kompleks proces – med lange  ventetider og mange kompromiser.  

For selvom ideen er god, skal der laves både story-board og manus, findes skuespillere og  locations, lånes udstyr til optagelse af billede og lyd før optagelserne kan gå i gang – og med dem  kommer garanteret en masse uventede og udfordrende ting. Men når det bøvl er overstået og der  er taget tilstrækkelig mange takes, skal det hele bare redigeres og sættes sammen til én film. Såre  simpelt – og svært, hvis det skal blive en vellykket film. 

Men når dét er sagt, er det langt hen ad vejen en sjov, spændende og og kreativ proces. For  fotografen at finde de rigtige vinkler, det rigtige lys, for instruktøren at sætte en scene op on location og sætte skuespilleren op til rollen, og ikke mindst for denne at skulle spille en anden,  grine og være hysterisk ’på kommando’, bruge ord der ligger fjernt fra en selv, være hård, når man  er blød etc. 

Filmkysset er ikke sådan lige at få i kassen, når aktørerne er teenagere og the crew kigger med. Knivmordet kræver teknisk snilde og opfindsomhed at udføre troværdigt. Kunsten at græde  hjælpes godt på vej med skårne løg. Det forelskede blik på medspilleren, distraheres af den ’grimme’ fotograf. Døds-faldet ned ad den stejle skråning kræver konduite. Og når det rigtige politi spiller med og tager for hårdt fat i slags- broderen/læreren, er det slet ikke sjovt. Og når Falck i  Årup spiller med og skal afsted med udrykning til Sune på landevejen og i bare film-iver drøner ud  af garagen inden porten er helt oppe og river de blå blink af, kræver det en ny ambulance og et nyt take. 

Overbygningen har gennem 80’erne produceret fem film på 40-60 minutter. Poetiske og dystre,  sjove og morderiske, absurde og realistiske, film med dialog og udelukkende musik. Startende med  Den Sorte Død om pesten af Gl Brun, skudt i Den Fynske Landsby og sluttende med Jeg vil Synge og  Danse Alene af Brun, som ved en skolernes filmfestival på Ærø var så heldige at løbe med  Fynsmesterskabet og senere som præmie få overrakt kameraudstyr til flere tusinde. Her indimellem har Grøn, Lilla og Regnbuen lavet rigtig gode og meget forskellige film, men alle  med fortællinger om unge, der prøver at finde ud af livet og kærligheden, og ikke mindst forholdet til deres forældre og lærere i den brydningstid alderen indebærer. 

Og hvor hver eneste take er blevet grundigt gennemdiskuteret på settet, før det bliver skudt, taget  om og taget om grundet en lille detalje, alt sammen tidsrøvende og tålmodighedsprøvende, men  alligevel en del af film-produktionens også fortryllende dna.