Drama & Musical

I drama træner vi sociale og personlige kompetencer. Alt dét, der kræves for at kunne være gode venner med andre – og med sig selv.

Drama er en Lilleskolens praktisk-musiske stjernespidser. Faget er obligatorisk på skemaet fra 0.-6. klasse og kan tilvælges som linjefag fra 7.-9. klasse.

 I drama træner vi sociale og personlige kompetencer. Alt dét, der kræves for at kunne være gode venner med andre – og med sig selv. Man kan også kalde det for “legekompetencer”, da de samme kompetencer er i spil, når børn leger sammen, og når store børn ‘finder på’ sammen.

Dramafaget på Lilleskolen tager udgangspunkt i fire store hovedområder: dramaøvelser, improvisation, genrearbejde og formidling. Igennem dramaøvelser arbejder vi både med udtryk og indtryk. Vi øver os i at bruge både krop, stemme og alle sanser til at udtrykke os og til at opleve sammen. Dramafaget giver således eleverne kompetence i at kommunikere med egen omverden.

Eleverne øver sig gennem improvisation i at få ideer og gå med på andres. De bruger sprog, krop og stemme til at udtrykke sig. De bliver i stand til at sætte egne behov til side og gå efter den bedste idé med det formål at skabe noget – lige her og nu. Samtidig udvikles og styrkes elevernes refleksionsevne og deres sansemæssige og kognitive og kompetencer igennem arbejdet med egne personlige forudsætninger og i samspillet med andre. Eleverne bliver styrket i at kunne arbejde med eget fokus, nærvær og tilstedeværelse.

Dramafaget giver desuden eleverne en forståelse af forskellige genrer og dermed af teater som kunstart og dennes muligheder i samtiden, historisk- og kulturelt set. Gennem arbejdet med og kendskabet til teatergenrernes mange forskellige spillestile, genretræk og udtryksformer bliver eleverne i stand til at målrette kommunikationen mere nuanceret og præcist i en given situation og til en given modtager.

Arbejdet med i fællesskab at fremstille og formidle en forestilling eller et andet kunstnerisk dramatisk udtryk foran et publikum, giver eleverne kompetence i og modet til at stille sig frem, stille sig til skue, træde op, fortælle og/eller fremlægge foran andre med det formål at levere en klar formidling. Dramafaget styrker således elevernes fantasi, og de udvikler mod og respekt for andre.Eleverne bliver gode til at udtrykke sig æstetisk og skabende alene og i samspil med andre. De bliver fællesskabende og en del af et fællesskab.

Fra forestilling – til forestilling. Fra idé til scene.

I overbygningens koncept 1985-1994 blev skoleåret delt i to semestre:
Efteråret, hvor vi i fire-ugers perioder rejste, lavede teater, film og spillede musik. 24/7 om nødvendigt.

Foråret, hvor der udelukkende var prøvefagene dansk, engelsk, matematik og tysk på programmet. Rejserne, Film og Musikken er beskrevet andetsteds. Hensigten med at lave henholdsvis film fire uger i streg, var at skabe et miljø, hvor de kreative processer fik et større spillerum i sammenhængende forløb – uden lektions-opdelinger og lovmæssige skolefag overhovedet.

Ved Middelhavskysten fødtes en rejse-aften forestillingen om at omforme teater-genren i overbygningen fra det historisk realistiske om klasseforskelle og ulighed til et mere elev-orienteret perspektiv, hvor udtryksformen og den endelige forestilling kun skulle indeholde bevægelse, lyd og lys.

Startede hver morgen med at samle energien, finde sig tilpas med de andre og sig selv i rummet, løsne kroppen og finde sin rytme til Amandla, gå ind i sig selv og blive ét med musikken.

Målet med teater-måneden var at afprøve og udvikle en for eleverne mere autentisk oplevelse af at lave teater, hvor udgangspunktet var deres eget liv – sat i et tematisk / genremæssigt perspektiv.

Være til stede i det fortættede rum, hvor hele handlingen foregår. Finde andre bevægelser, opdage kroppen på ny, bruge stemmen til egne uartikulerede lyde, kommunikere uden ord, finde pulsslaget i musikken, samarbejde krop, stemme og musik.

Gennem flere forløb med temaer som Cirkus & Gøgl, Min Fortid, Livet som et Spil og en Følelsernes Odyssé, AIR, blev der arbejdet både i dybden og på dagligdags niveau med emner som fortielse, skam, glæde, sorg ensomhed og absurditet i forskellige genrer. Med skuespillerne som marionetter, poetiske dansere, groteske figurer, erotisk sansende, vilde og vovede, blev den store som nære verden fortolket og formet til sanselige udtryk, der gjorde sugende store indtryk på elever, forældre og andre teatergængere.

Nåede at optræde med blandt andet AIR på Stærmose, Tommerup Skole, Stavnbogården og Magasinet. Og skal man absolut snakke om læring, dannelse og deslige, forærer hele teaterprocessen eleverne en net sum af kompetencer, som man skal lede godt efter andetsteds.

Vi booster kreativiteten, lader den dramatiske leg få kant og dybde, skubber grænsen for at turde det fremmede, flytter komfortzonen og udstiller sårbarheden, overvinder præstationsangsten og nøgenheden på en scene, udvikler jeget og den kollektive samhørighed, bliver lydhør gennem improvisationen, opnår nødvendig tillid og respekt for medspillerne, udvikler nuancer i spillet ved flere optrædener, åbenbarer fællesskabet som én stor sammenhængende krop, får i det hele taget flere tangenter at spille på. Her og nu i processen. Fremover i livet.

Alt dette så vi levende lysende eksempler på. Sådan opfattede vi det i hvert fald. Inger og jeg.

Under indtryk af det varme spanske klima, de fyrige spanske danse og den spanske vin var ideen til overbygningens næste projekt næsten kommet af sig selv. Oplægget var ganske vist kommet udefra, i form af en invitation fra Tommerup Kommune og Dansk Arbejdsgiverforening (var der nogen, der sagde socialistisk lilleskole?) til at deltage i et teaterprojekt med 3 andre skoler i kommunen. 

Men ideen til teaterstykkets udformning var et originalt Stærmoseprodukt: Det skulle være et slags kropsteater, uden ord med elementer fra den klassiske og den moderne ballet, ledsaget af musik og lyseffekter. Forberedelserne var – som sædvanligt – kortvarige, men hektiske, og til premiereaftenen på Tommerup (indremissionske) efterskole var alting så klappet og klart, som det nu engang bliver. 

Mens de tre andre skoler lavede ret traditionelt teater af noget vekslende kvalitet, tog Stærmose Lilleskole publikum med storm med en række dristige optrin: F.eks. ”oprør”, hvor Jenny, Sune og Sissel til lyden af we don’t need no education” aflivede Asser, klædt ud som lærer, et narrestykke, hvor Lars Bo gjorde nar af alt og alle, et stærkt erotisk nummer – aftenens clou i indre missions højborg – hvor Sune og Anita repræsenterede konventionel, sådan da, kærlighed, Jenny og Sissel den lesbiske og endelig Lars bo og Kasper, i tangatrusser, den homofile. 

Før publikum fik sig samlet sammen til at gøre noget, fortsatte stykket heldigvis med et charmerende klassisk nummer, udført af Inger og Asser; de flossede nerver faldt til ro, og salen applauderede fanatisk.