Æder os afsted i Bølgebryderen uden servostyring ad brostensbelagte veje ned gennem Tyskland. Marchhastighed 80, her i Kasselbakkerne vandretempo. Skruer op for varmen i bussen, omdanner den til svedehytte for at køle motoren ned.
Kl er 3 om natten, næsten stilhed i kabinen. Kroppenes tidligere uforløste larmende fornemmelse af frihed har lagt sig.
Chaufføren tager sig en smøg, en kop kaffe, opsummerer i hovedet alle planerne og aftalerne for de næste tre-fire uger. Yes styr på det hele og belæsset med søde vibes og titusindvis af pesetas (i hård valuta og rejsechecks) styrer driveren bare for vildt.
En elev kommer op og klager over, at der siver regnvand ind og gør hendes sovepose våd. Okay, okay henvend dig lige til en af de andre voksne og sæt en plasticpose og noget gaffatape på.
Videre i mørket, en lykkefølelse sniger sig stille ind på chaufføren, der tænder noch eine Zigarette og nyder sin Kaffee.
Shit – en stank af diesel sniger sig stille ind på driveren: ét af føderørene i motoren lige ved siden af er stået af.
Tilkaldelse af SOS Vejservice, reparation på rasteplads og efter tre-fire timer snegler vi os videre efter et lille ikke planlagt, men heller ikke uventet ophold. Til at leve med.
Værre er det mentalt, når der opstår mekaniske udfordringer på hjemturen – efter fire uger på landevejene.
Som da vi midt om natten syd for Bordeaux -på hjem fra Baskerlandet- kan se lyset i forlygterne svinde mere og mere.
Liste ind ad første afkørsel til en lille by og mirakuløst finde et autoværksted i mørket, hvor de om formiddagen diagnosticerer fejlen:
et lille svinghjul, der med en rem føder dynamoen, er flækket. Forsøg på at få et nyt sendt fra Volvo i Sverige mislykkes. De må selv skære et nyt – hvilket tager et par dage.
Forladt på en plads i pisse regnvejr uden andet mad end havregryn. Og nul penge, når regningen skal betales.
Æv og forstærket hjemve, men med et oversejl til at koge grød under og med de medbragte Stærmose-sangbøger og rødvin til det ældre segment bliver det en mindeværdig oplevelse – selvom grænsen til mytteri hele tiden anes som inden for rækkevidde.
Lettere og sjovere er så en tur hjem fra Italien også i piv ruskende regnvejr, hvor luftdyserne til vinduesviskerne står af og reparation ikke er mulig. Gode råd igen dyre. Men med tørresnor bundet til viskerne og åbnede sidevinduer lykkes det med holdskifte-træk at komme hele vejen hjem med sigtbarheden i behold.
Bølgebryderen på farten
Diesel-føderør-reparation
Drejet hjul for dynamo
Havregrød i ly for regn og blæst
Klare MÅL
Et af de klare mål med disse rejser i en gammel Volvo til Spanien, Italien og Portugal er at begive os ud i eventyret, hvor alt kan ske, hvor der opstår hindringer og modstand, som vi overvinder, uløselige dilemmaer, som vi må leve med, men hvor overraskelsen og magien også indfinder sig de mærkeligste og mest uventede steder.
Vi formulerer selvfølgelig fine mål om mødet med andre kulturer og anden levevis, viden om og stillingtagen til verden omkring os, indsigt og udsyn som basis for tolerance og forståelse samt dannelsesideen med at lægge et frø i skattekisten, der vokser og som man senere i livet mindes og vender tilbage til. I kunst og kultur mm.
Men sådan helt essentielt er det vel det både dragende og frygtindgydende ved at bevæge sig ud i ukendt og fremmed land, der nærer lysten til og overvinder besværet med at tage af sted, den lille eksistentielle opdagelsesrejse – i sind, krop og kultur.
En måde at komme til verden på.
Og så lige det der med at være tæt sammen 24/7 og klare uenigheder uden at rive hovedet af hinanden.
Så kys det da, det satans liv
Sengetid – med kløen på ryggen
Musik skal der til
Og sang og skrig og skrål
S e n e r e k o n f l i k t e r m æ r k e d e s i k k e i s t a r t e n .
Senere:
Sikke dog en gang upoetisk lort, jeg forstår virkelig ikke, hvorfor samtlige piger i klassen mener de er åhh så filosofiske. (A)
I dette øjeblik er der et vildt skænderi i gang, hvorvidt A, S eller R skal reparere det utætte tag med tape og sorte skraldeposer. (C)
A er blevet tålelig at være i nærheden af igen, så alt er atter i sin skønneste orden. (C)
Jeg er blevet ulykkelig forelsket i A, for han synes jeg er en hysterisk harpe.
Jeg går i kloster (L)
K’s råben er taget til igen ☹
Endnu senere
Hold kæft mand, det er sgu da verdens røvhul det her, udbryder en af eleverne på vej ind i catalanske Balaguer. En lille ikke-turistet by, udvalgt af Sydeuropa centret til antropologiske feltstudier med praktik og med velkomst af borgmesteren og hele moletjavsen. Og ja umiddelbart en grå og trist fabriks by, - et hul i jorden, som eleven uddyber sin karakteristik med. Men det går lidt anderledes end tænkt, for efter grov chikane af byens unge rødder på den anviste P-plads, bliver vi flyttet op på bjerget til brandstationen – til Bombers - af alle steder.
Bølgebryderen indlogeret på brandstationen
Brandmændene er lærenemme
Hyggelig sangaftener om bålet
Kom så Laudrup !!
HAR han drukket af vinflasken
Sikken en gave! Supersøde kun catalansk- og spansktalende brandmænd, der gerne viste og lærte os deres praktiske færdigheder, sang ’fælles’ sange med os – på tværs af sprog og kultur - omkring bålet, dansede samba med els danesos i nattens varme, legede vandkamp med brandslanger med fuld tryk på og meterhøjt sæbeskum, tævede os Laudrupper i fodbold, men viste også interesse og lærenemhed i at tilegne sig lilleskolens store kompetencer udi gøgl. Ordnede praktik for eleverne – hos bageren, granitværkstedet, biografen, hotellet, baren, landmanden og selvfølgelig på brandstationen, - og da de samtidig kunne – og ville - reparere bussen, var der ikke et øje tørt.
Og kom Guardia Civil på besøg i deres grimme uniformer og voldssymboliserende Tricornio-hatte, vendte brandmændene demonstrativt ryggen til og ignorerede dem totalt - som de repræsentanter for centralmagten og resterne af Franco-regimet de jo var.
Som en stadig ubehagelig og eksisterende genlyd af Den spanske Borgerkrig, sidst med det mislykkede kup i parlamentet i 1981.
Vandkamp- med Bombers
Praktik brandstationen
Guardia Civil- bevæbnet i parlamentet
At synge er en fast bestanddel på turene
Hej hallo I mænd, der leger med krudt, nu vil vi ha’ legen forbudt. Der var engang, hvor I kun ku’ bombe jer selv, nu kan I slå alle ihjel. Nu det slut, nu vi vil ha’ legen forbudt ….sunget gentagne gange højere og højere som en kampsang ad snørklede veje til Andarroa, ankomst ved aftenstid til en smuk lille fiskerby helt ude ved Atlanterhavet i Baskerlandet. I frodige grønne omgivelser.
Eleverne indkvarteres privat to og to, nogen lider den olierede mad og andre lider, nogen frustreres over det baskiske sprog, over hverken at kunne forstå eller gøre sig forståelig, andre udvikler mimikerens sprog og ’taler’ med forældrene, der mestendels ikke forstår ét ord engelsk. Én af dem gjorde dog! Her takker en elev for den varme velkomst og private indkvartering hos denne familie i Spanien. Faderen tager ham i kraven, rusker ham gevaldigt og beordrer ham gentage Basque, Basque, Basque - Country!!
Lærte det baskiske Pelota, hvor to til fire på skift slår en lille hård læderbold mod en mur med de bare næver.
Av av A U V.
Det svære Pelota- spil
Basque - dans med tredelte trin
Baskisk dans og musik
Vores danske Simon & Garfunkel
Vores Basque værter
Elev-værter i Andorroa
Vores værter, de unge autonome i byen inviterede på mad og drikke og optræden med hvert ’lands nationale’ sange og danse.
Her lærte vi Basque, en folkedans med et tredelt dansetrin, som ikke lige er så nemt at lære på en studs.
En uforglemmelig aften, som også blev et lærestykke i den stadige separatistiske kamp mod det gamle falangist-styre, hvor ETA stadig stod for en væbnet kamp med bombesprængninger, sabotage og bortførelser – med en spændingsfyldt dagligdag præget af meget militær og politi.
Lige så uforglemmelig, men på helt anderledes vis, blev deltagelsen i en vanvittig havnefestival i en nærliggende kystby Lekeitio. Den foregik over flere dage, alle var klædt i blåt, gik med en tønde vin om livet, havde mel og vandsprøjter til at hvidte alt på barerne med, involverede sig i de mest sindssyge konkurrencer i og omkring havnen. Eksempelvis gå en fedtet planke ud hen over havnen eller -med afsæt i en båd- se, hvor højt op man kunne holde fast omkring en indfedtet gås, spændt fast til en line over havneindløbet og trukket af stærke sømænd på kajen.
Det ekstra gode var, at alle kunne deltage, da stemningen var tryg og munter, uden konflikter og slåskampe.
Niels afbrød det hele kl. 18, for nu skulle vi hjem, men med kneb og bid fik vi ham overtalt til at blive tre timer mere. Da vi så endelig skulle hjem, var vi alle i godt humør.
At de i både Catalonien og Baskerlandet elsker festivaler og er gode te’ det, blev en rejseerfaring.
Så går man den fedtede planke ud
Eller holder fast på den fedtede gås – 15 meter oppe
Trukket højt op af stærke fiskere
Brogede både fra de forskellige fiskerbyer
På vej til slagets gang
De kæmpe dukker -en fast del af festivaler’ne
På almindelige aftener gik de unge fra bar til bar, snakkede og nippede til drinksene uden at fulde sig som i DK. Røg til gengæld godt med tjald, også derhjemme.
Skulle i Madrid mødes med Gonzalo, udøvende kunstner, der skulle være vores guide i byen og indvie os i den klassiske kunst på Prado Museet. Fandt ham ikke på det aftalte hjørne og fortsatte langsomt ind mod centrum ad smallere og smallere veje, måtte efterhånden have eleverne ud og flytte biler op på fortovet for at kunne komme frem. Kom til et T kryds med en hale af dyttende biler bag bussen, kunne umuligt dreje rundt om hjørnet til højre. Større og større horngivende kø fra venstre side.
Men med alle elever ude og små ryk frem og tilbage uden servostyring, med lettere berøring af bygninger for og bag - og en meget svedig ildelugtende kobling lykkedes det at manøvrere om gadehjørnet – hed ikke Bølgebryderen for ingenting - og finde en P- plads og efterfølgende finde det hostal, hvor vi havde bestilt overnatninger, netop den bygning hvis facade bussen havde kysset kærligt.
Fandt efterfølgende Gonzalo, der på Pradomuseet på uovertruffen vis indviede i os i den klassiske kunst, og herefter på Reino Sofia museet i Picasso’s voldsomme Guernica, det ikoniske maleri fra byen, der blev bombet og ødelagt af tyske bombefly i 1937, her på museet beskyttet i en tyk panserglasmontre. Med den gode kunstformidler kan selv klassiske værker vække interesse – for næsten alle.
Picasso – Guernica
Dali – surrealist
Sagrada Familia – Antoni Gaudi
Men hvad der umiddelbart fanger eleverne af kunst er DALI. Besøgene i hans museum i Figures er altid et hit.
Hans fantasifulde surrealistiske malerier, skulpturer og opstillinger matcher elevernes teen age hjerner med deres virvar af skøre tanker og skæve forestillinger (?).
Det ligner en leg. Rytteren virtuost dansende med tyren, der prustende forsøger at stange hesten, men uden held. Får til gengæld plantet små spyd i nakken, der tydeligvis ikke er rare at have siddende. Dyremishandling råber nogle fra Turkis og bliver mødt med opgivende øjne af de lokale, uden at de sandsynligvis forstår betydningen.
Det er indledningen til portugisisk tyrefægtning. Både fascinerende og frastødende. Alt andet lige dog mindre rå og brutal end den spanske. Her udmattes tyren ikke i samme grad og dræbes heller ikke i arenaen, selvom den dog efterfølgende lader livet på et slagteri.
Men fortsættelsen er mere nervepirrende: otte stærke mænd stiller sig i række foran tyren, der så angriber den forreste, der adræt kaster sig op over hornene, mens de øvrige forsøger at holde tyren fast, blandt i halen. Halsbrækkende ser det ud, en risikobetonet underholdning for folket – og for os. Show or not to show.
Portugisisk tyrefægtning
Manddoms-prøven
Ovennævnte ophold var et led i overbygningens fire ugers rejse-koncept :
en uge i en metropol med kunst og kultur, en uge i en upåagtet og ikke turistet by med et autentisk liv, én sammen med andre unge og/eller teaterworkshops, og endelig en ikke-planlagt uge.
Sidstnævnte førte en klasse til Napoli. I slutningen af et Rom-ophold fortalte nogle lokale, at havde man ikke været i Napoli, havde man ikke været i Italien.
Af sted ad sti! Modtaget med kanonslag gennem dør og vinduer ved ankomsten til byen, guidet ned til havnen af ukendte unge scooter-entusiaster, parkeret bag hegn af tolderne, sovende på taget for at slippe for alle rotterne og gående op i de meget smalle gader i den kaotiske, men vildt fascinerende by. Hjemsted for mafia, bander og andre kriminelle, samt ganske almindelige familier af enhver art, samt for næsten hele byen passionen fodboldklubben S.S.C Napoli, som Maradona var med til at føre til mesterskabet to gange.
Non due – senza armi
Smalle gyder i Napoli
Svært bevæbnet italiensk politi
En dag skulle Inger og jeg nå i banken inden lukketid, var sent på den og løb derfor fra den røde bus og op til banken. Som anmærkningen viser, må man ikke følges to og to – og fik vi at vide senere af italienske venner – slet ikke løbe op til en bank ved lukketid. Og slet ikke med våben! Vi kunne være blevet skudt var forklaringen.
For det var i de Røde Brigaders tid, hvilket vi fik syn for sagn om under en middagspause med bussen lige uden for Rom, hvor vi pludselig var omringet af svært bevæbnet politi, der pegede olmt på gruppen med deres maskinpistoler, -indtil de havde sikret sig, at vi de lyse i huden – trods den røde bus - ikke var en del af terrorbevægelsen De Røde Brigader. Lidt politisk læring på første parket!
Well, men Napoli ligger så gudesmukt Napolibugten - med afskærmede residenser for de rigeste.
Selvfølgelig nåede holdet også op på Vesuv i den gamle bus, som nærmest begyndte at spy lava ud af udstødningen, da det blev for stejlt og til Pompeji, der blev begravet af vulkanaske i år 79. Senere udgravet og står nu som et betagende eksempel på byggestil, arkitektur og byliv for et par tusinde år siden.
At genskabe fortiden oplevede andre også i filmstudierne Cinecitta lige uden for Rom. Her kom i storhedstiden filmmagere fra hele verden for at indspille film, grundet de fantastisk dygtige italienske scenografer. Her kunne vi også vandre midt i fortiden med illusionen om at være der i behold. Men også filmkulisser til nyere film som Gangs of New York kunne vi bevæge os rundt i. Mageløst.
Mødet med paven på Peterspladsen
Cinecitta-kulisse
Falsk romersk statue i filmbyen
Udgravede og blotlagte Pompeji
Elskende par – fanget af lavastrømmen
I den skabende genre deltog vi også i teaterworkshops Af nævneværdige workshops, var der en passioneret teateruge i Bologna, hvor man modsat Napoli holder for rødt og kører for grønt, men hvor de også er vanvittige og ekstreme i deres udtryk – på den gode måde.
Udfordringer og fordringer ved at rejse
Der var grænser mellem landene i Europa, med masser af forskellig rejsevaluta medbragt, da vi rejste, men samtidig havde globaliseringen gjort sit indtog med mere direkte kontakt folk og andre lande og kulturer imellem via internet, TV, musik, sport, mad etc. - i den såkaldte Globale Landsby. Dette skaber en kulturel frisættelse og for de unge et behov for en stadig og uophørlig ny autencitet og identitet - over for risikoen for at forsvinde i en stærk og påtrængende standardiseret massekultur. Tid og sted bliver partielt ophævet og nye fællesskaber opstår på tværs af grænser, samtidig med at skel, forskel, lighed og ulighed fortsat eksisterer.
Det er i dette modsætningsfyldte felt, at vi rejser og afprøver spirerne til en ny dannelse og identitet. De mødende, undersøgende og skabende processer, som vi indgår i undervejs skal medvirke til mindre dogmatik og oplevelsen og erkendelsen af nye virkeligheder mentalt og fysisk. Vi er ikke ude på en pakkerejse, men på starten af en første lille dannelsesrejse.
Den evige indbyggede modstand mod dette projekt er dagligdagens gamle medslæbte vaner, utilstrækkelige forventningsafstemninger, uholdbare aftaler, almindelig dovenskab, for meget fnidder og fnadder, for mange seværdigheder med sløvt følgen med og uengageret kikken på - og dertil sygdom. Som alt sammen på egen vis også er en del af hele rejseprojektet. Men udfordringer og fordringer må der til!
Officiel modtagelse på Piazza della Repubblica, torvet i bjergbyen Cortona i Toscana med en middelalderlig bymidte, en fantastisk udsigt, et kunstnerisk centrum, hvor vi havde workshop i The Creative School med bl a Croquis tegning, med overvejende unge amerikanere. Installeret på et kloster med de sødeste nonner. En af drengene tog dog fejl af gæstfriheden, da han mod alle nonneregler sneg sig ind til sin kæreste om natten. På telepatisk vis gik alarmen i de årvågne nonners artige sind, de søgte med lys og lygte, fandt synderen under en seng. Haps, fremstillet for lærerne midt om natten, anklaget for utugt rystende som et espeløv. Vi lovede bod og bedring og åndelig afstraffelse. Efter seancen var der en, der glædede sig til at komme videre med bussen, ligge i sildeben i bagenden, hulter til bulter piger og drenge – som det mest selvfølgelige.
Indkvarteret hos de kære nonner i Cortona
På kunstskole – efter mødet med le monache
Grønland 1994
Det starter under indflyvningen til Nasarsuaq mellem og tæt på fjeldene, betagende. Fortsætter under helikopterturen mod Qaqortoq over fjorde med isbjerge, åbenbarende.
Videre på vandring til bræen, som kælver, overvældende. På vej mod indlandsisen, hvor tågen kommer buldrende og gør os orienteringsløse, frygtindgydende.
Videre med passagerbåd til fårefjeldshytten på Igaliku, hvor føhnvinden slår benene væk under os, og hvor vi ser nordlys, et svimlende skue der gør os tossede – jeg kan ikke styre mig.
Naturen rammer os med storslåede scenarier, der giver os øjne som tekopper og vi forsøger os med ord, der alligevel ikke kan formes.
Afsted til Qaqortoq
Med udsigt over fjorden
Maleriske landskaber
Nordlys
I praktik på brandstationen
Indkvartering på fåreholderstedet i Igaliku
Det fortsætter ved mødet med de herboende: gæstfriheden og hjælpsomheden er enorm og glæden ved mødet er umiskendelig.
Viceinspektør Johanne Olsen har sørget for privat indkvartering i ni dage, deltagelse i skoletimerne, praktik i tre dage, fjeldture hvor stilheden kan høres, ture ud på havet for at fange sæler og selvfølgelig besøg på Great Greenland. Her bliver alle indhandlede fra hele Grønland bearbejdet og syet til de flotteste pelse, bukser, huer mm. På det tidspunkt regner man med en bæredygtig fangst, da der ud af anslået 2 mio sæler rundt om Grønland kun indhandles 1-2 %, mens et tilsvarende antal fanges til eget forbrug.
Med besøg i den lokale ungdomsklub voksende møder vi unge fra hele Sydgrønland, da Qaqortoq fungerer som uddannelsesby og det giver spændende snakke om dansk og grønlandsk kultur og hvordan det er at være ung i Grønland. Bagsiden af medaljen hører vi om på politistationen, hvor lederen fortæller om kriminaliteten og at seksuelle overgreb på børn og unge desværre stadig er en del af kulturen.
Oplever ved selvsyn dagen og aftenen for lønudbetaling: der er godt gang i den!!!
Afslutningsvis samledes alle involverede parter, børn, unge som voksne til afskedsfest, hvor vi optrådte med vores sang-repertoire, fulgt op af lystig grønlandsk musik, sang og dans – og taler og kys og kram.
Bearbejdede sælskind
Musik...
og dans - skal der til
Ved afgang ventede vi i tre dage i lufthavnshotellet pga. dårligt vejr. Da Icelandair endelig kunne komme ned og afsted igen, skulle der grundet modvind mellemlandes på Island for at tanke. Ved indflyvningen vippede flyet fra side til side på grund af uvejret, men stemningen for adskillige var af promillemæssige årsager alligevel høj – lige indtil alle troede sig helt nede og der blev sat fuldt speed på og op igen, - med de efterfølgende søvnige ord fra kaptajnen: I’ll try once more! De der piloter flyver helst og bedst i snestorm. Det lykkedes at lande - med fuldstændig stilhed i kabinen.
Blev indlogeret på et hotel, hvor der var begået et mord og derfor med masser af politi. Lettede senere med København som mål, men grundet strejke i Kastrup landede flyet i Oslo – hvorfra nogle trætte, men oplevelsesrige lilleskoleelever – kom til Odense nogle dage senere end programlagt.
At rejse er som bekendt en form for liv, hvor man skal være beredt på lidt af hvert!
Come on - C’est la vie!
