Lejrskoler - Indskolingen

Jeg har mange gange været af sted som gruppelærer med en forælder. Vi kørte af sted i skolens lille bus (rugbrød) og tog derhen, hvor jeg synes, der var muligheder for en spændende lejrskole.

Lejrskoler Indskolingen

Dette indlæg er skrevet af Else Mortensen, lærer på Lilleskolen 1983 - 2019
Jeg startede på skolen 1. januar 1983.

I de første år var hele skolen på lejrskole, men efterhånden blev det svært, da vi var en del lærerpar, der selv havde børn, der også skulle passes. Derfor begyndte vi at tage på lejrskoler med vores egen klasse.

Jeg har mange gange været af sted som gruppelærer med en forælder. Vi kørte af sted i skolens lille bus (rugbrød) og tog derhen, hvor jeg synes, der var muligheder for en spændende lejrskole. Vi stod selv for rundvisninger, madlavning, var chauffør og alt det andet, der hører en lejrskole til. Hver gang var en meget vigtig del af lejrskolen, at vi havde forberedt os. Vi havde emneforløb, inden vi skulle af sted om alt det, vi skulle ud og opleve, om det var Vadehavet, vikingetiden, jernalderen, toppen af Danmark eller meget andet. Efter lejrskoler var der ofte en formidling til forældre og søskende med billedfremvisning og fortælling.

Forberedelse til lejrskole var også at forberede os til at skulle af sted – vores klasse. Hvordan kunne vi få den bedst mulige tur sammen?
Vi tog til Nørre Snede og boede i spejderhytte, var i Løveparken og hos bedsteforældre, der boede på en gård og havde landbrug.
Vi var på Ærø, boede i aftægtshus og cyklede rundt på øen.

Vi var på en spændende tur til Rømø, hvor vi var på Vadehavstur og guiden sjældent havde mødt så vidende børn. På et tidspunkt synes jeg, det kunne være spændende at komme til Skagen. Vi fik lavet en aftale med lilleskolen deroppe om, at vi kunne bo på deres skole, dvs. vi skulle tage telte med, som vi kunne slå op på sportspladsen. Denne gang var det ikke en forælder, der tog med, men klassens matematiklærer.

Vi tog toget og havde fantastiske dage i Skagen. Var på Grenen, på fiskeauktion en tidlig morgen, på ravmuseum, i svømmehallen (vi skulle jo også vaskes en enkelt gang..) og ikke mindst på Råbjerg Mile. At bo på andre Lilleskoler eller Friskoler når vi skulle på lejrskole i 3. klasse, gjorde vi i mange år – og gør det stadig.

Vi har boet på Roskilde Lilleskole og besøgt Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet og Lejre Museum.
Vi har boet på Holbæk Lille Skole og været på Husmandsmuseet Nyvang.
Vi har mange gange været på Norddjurs Friskole i Grenå, hvor vi har besøgt Kattegatcentret, Fregatten Jylland og Skandinavisk Dyrepark.

For en del år siden blev det klassens pædagog (fra fritidsordningen), der var med og ikke at forglemme forældrene til at hjælpe med alt det praktiske.

Her er nogle billeder fra en lejrskole, hvor vi boede på Holbæk Lille Skole. Vi havde ofte brevveksling med en anden klasse, der ”tog sig af os” under lejrskolen – rundvisning, fælles lege og fællesspisning, hvor børn og forældre lavede mad til os til et af aftensmåltiderne.
Lavet for Lilleskolen Odense © 2024
Lavet af cka-design
Tidslinje
arrow-upchevron-down-circle