Nordlys blev Lyrens storevenner i 2018, da Nordlys startede i 6. klasse og Lyren gik fra at være forårsbørn til børnehaveklassebørn. Sådan er det for alle klasser på Lilleskolen. Det er noget mellemtrinsbørn ser frem til, når de starter på trinet. For inden da siger alle 3. klasser nemlig farvel til deres storevenner ved translokationen for 9. klasserne.
Venteperioden i 4. og 5. klasse kan være lang, hvor de hverken er små venner eller storevenner for nogen. 4. og 5. klasse er trinvenner i stedet for.
Når de så endelig bliver 6. klasser, plejer vi at starte op så hurtigt som muligt med at få matchet store- og lillevennerne. De mødes i leg, gåture hvor de snakker sammen, de store læser for de små osv. Det er også en tradition, at de tager en tur i Zoo sammen.
I hverdagen sidder de små hos deres storevenner til samling for at styrke fællesskabet og relationerne. Båndene bliver også styrket i frikvartererne i leg, hvilket ofte sker helt spontant.