Forord
”På Lilleskolen har alle - børn, ansatte, forældre, bestyrelse og skoleleder - retten til at tænke nyt, stille spørgsmål, stille forslag eller tage et initiativ. Men retten i sig selv skaber ikke skolen. Det sker kun ved, at nogen vitterligt tænker, taler og handler - kort sagt bruger friheden."
For 50 år siden tog en god håndfuld visionære, arbejdsomme og dristige forældre initiativ til at starte Stærmose Lilleskole, nu Lilleskolen Odense. De blev hurtigt fulgt af en stribe mindst lige så dristige og iderige lærere og pædagoger, som med stor iver udfoldede - og fortsat udfolder - kreative og pædagogiske mirakler, masser af vilje og udholdenhed og ikke mindst stor kærlighed til børnene.
Disse 50 års fællesskab og fælles vilje, diskussioner, eventyr og barske realiteter – undertiden sorger, men allermest glæder – dét var vi nogle gamle lilleskolefolk, som gerne ville dokumentere på en hjemmeside i form af en montage med input fra nuværende og tidligere elever, forældre og ansatte – samt naturligvis skolens uventet righoldige, historiske arkiver.
Vi skrev derfor ud til alle de lilleskolefolk, vi kunne finde kontaktoplysninger på, og bad dem gå på jagt efter erindringer, fortællinger, dokumenter, undervisningsmaterialer, elevarbejder, fotos, tegninger mm., der kunne bidrage til at stykke Lilleskolens mangfoldige liv sammen. Derudover har vi interviewet to tidligere elever, to tidligere ansatte samt de to initiativtagere til Stærmose Lilleskole, Bente Funder og Klaus Jørgen Funder.
Endelig har Stinus Storm Mikkelsen, (elev på Lilleskolen 1979-89 og forælder fra 2009-2024), bidraget med ”Skolen for livet? – Kampe om skolens sjæl. Folkeskolens udvikling som kontekst for de frie skoler”
Vi er meget taknemmelige for alle bidragene!
Herefter gik vi i gang med at gennemgå det meget omfattende materiale, systematisere, vælge ud og sætte sammen i håb om at få skabt et genkendeligt billede af Lilleskolen i al dens mangfoldighed til minde, til forundring, til glæde og stolthed eller ydmyghed, til refleksioner og gode samtaler – også om fremtidens lilleskole.
De allerbedste ønsker for Lilleskolen Odense!
Susanne Abildgaard, Niels Mikkelsen og Inger Kvist
Juni 2024